181208 BVK Team Koege   Mette smash
Det blev til en vigtig 3-0 sejr til Brøndby, da vi. 8. december på hjemmebane havde besøg af Team Køge. Vigtig fordi resultatet tæller med i både Øresundsligaen og Volleyligaen og fordi placeringen i toppen af grundspillet meget vel kan ende med at blive afgjort på sætscoren og vigtig fordi årets første mesterskab - pokalmesterskabet skal afgøres en uge efter kampen, hvis vel at mærke vi sikrer os en sejr i fredagens semifinale. Det er altså ved at være sidste chance for at få justeret det sidste i organisation og taktik og det er vigtigt at møde op til final-4 med en god portion selvtillid og optimisme.

Lad det være sagt med det samme. Der er stadig plads til forbedringer, men meget er også begyndt at fungere bedre. Specielt begynder centerspillet med Taylor Alexander og Mette Breuning at fungere bedre og bedre og det var da også sidstnævnte der modtog gave fra Grey Matter, som bedste spiller.

Vi kom forholdsvist hurtigt foran i første sæt og det så ud til at vi ville sidde solidt på begivenhederne, med gode angreb af især Taylor Alexander og Alina Sode, som også udførte et solidt arbejde i defensiven, men mod slutningen af sættet, hvor vi kom til sætbold ved stillingen 24-18, bragte et godt kæmpende Team Køge mandskab fornyet spænding i sættet da de i en slutspurt bragte sig på 22-24, inden vi lukkede sættet med 25-22.

Vi tog også føring i andet sæt, men Team Køge kæmpede sig op og fik kontakt ved 16-16, inden vi igen trak fra med gode centerangreb af Mette Breuning og Taylor Alexander, som også stod for tre blokpoint i sættet. Team Køge fik kontakt igen ved 19-19, men i Sille Hansens serv gik vi på 22-19 og kort efter gik sættet til os med 25-22,

181208 BVK Team Koege   Autumn smashI tredje sæt var det Autumn Jenkins der gjorde den store forskel. I hendes serv, som blandt andet bød på to esser, gik vi fra 1-1 til 9-1 og med fem angrebspoint, var hun også medvirkende til at føringen på otte point holdt med udsving frem til kampens slutning, hvor kampens spiller Mette Breuning servede til 25-17.

Med sejren fastholder vi 2. pladsen i ligaen, med en kamp mere end den nærmeste forfølger, Gentofte og i Øresundsligaen fastholdes 4. pladsen med to kampe mindre end de foranliggende hold. Allerede tirsdag skal vi i kamp igen, når vi skal til Engeholm i Sverige for at møde de svenske mestre, som har vist skræmmende styrke i denne sæson. De har således vundet samtlige de 18 kampe de har spillet i alt i Øresundsligaen og Eliteserien, som er den svenske pendant til Volleyligaen. Det er således en god mulighed for os til at få en sidste afgørende test af styrken, inden vi i næste weekend spiller final-4 i Brøndbyhallen. Fredag d. 14. december kl. 15.00 spilles semifinale mod Fortuna Odense. Der er fri entre til fredagens kampe. Brøndbys modstander til lørdagen findes kl. 13.00 hvor Holte IF og Elite Volley Aarhus møder hinanden og efter Brøndbys semifinalekamp spilles de to herre semifinaler henholdsvis kl. 17.00 og 19.00.

I tilfælde af sejr i semifinalen, spiller Brøndby finale lørdag d. 15. december kl. 13.30, mens en eventuel bronzekamp spilles kl. 9.00. Herrernes afgørende kampe spilles henholdsvis kl. 11.00 og 16.00. Vi håber selvfølgelig på solid lokal opbakning.
Bak op om vores sponsorer,
de bakker op om os

TimeGruppen

OK

HVSSikring

KT Tape

Joma

Grey//Matter

Cortex

Quality Wine

Allerød Fysioterapi

Ishøj Mekaniske