Sarah modagning
Brøndby Volleyball Klubs Volleyligakvinder er efter et par kedelige nederlag til ærkerivalerne fra Holte IF, viser nu på ny overbevisende styrke. Søndag d. 29. januar blev det til en overbevisende 3-0 sejr over Team Køge.

I julepausen sagde vi farvel til vores stærke amerikanske kantangriber Deme Morales, som blev løst fra sin aftale, til fordel for en lukrativ kontrakt på et tophold i Puerto Rico. Samtidig er den amerikanske centerspiller Amber Bennett kommet til. Det har betydet nogle omrokeringer på holdet, som det kræver noget tid at få til at fungere optimalt. Heldigvis ser det ud til volleymaskinen igen fungerer som den skal.

En time kom det til at tage at hive sejren i hus. Sigrid Friis Christiansen var på hæverpladsen udset til at styre begivenhederne og det gjorde hun på bedste vis. Specielt havde hun stor succes med at iscenesætte centerangriber, Tyler Richardsson, som holdt en flot kill-procent på 75%, men også Trine Kjelstrup, som blev kampens topscorer med 14 angrebspoint og Alina Sode, som fik TimeGruppen prisen som bedste spiller, nød godt af de præcise hævninger.

Både i første og andet sæt fulgte Team Køge med til lidt under midten af sættet, men i første sæt blev anfører Eva Bang, som startede på bænken skiftet ind for at serve og det gjorde hun med så stor succes, at vi kunne øge forspringet fra 13-10 til 19-10, før hun igen vendte tilbage til bænken, for derfra at nyde hvordan holdet fortsatte den totale dominans frem til sættets afslutning på 25-14. Andet sæt blev ligeledes vundet med 25-14 og denne gang var det Miranda Bradshaw, der med en god servestime bragte os fra 12-10 til 16-10. I Brøndbylejren kunne vi glæde sig over at Sarah Cornier Frederiksen, som blev skiftet ind i første sæt, efterhånden har fået så godt styr på nogle knæproblemer hun har kæmpet med, at hun nu var i stand til at spille hele andet sæt og også kunne tage den første halvdel af tredje sæt.

Team Køge fulgte lidt bedre med i tredje sæt, hvor de holdt kontakt frem til 13-13, hvorefter vi igen strammede grebet og i en række små servestimer arbejdede os frem til sættet og kampens afslutning på 25-19. Et resultat der placerer os på andenpladsen med en kamp mindre end Holte.

Brøndbys næste kamp er lørdag d. 4. februar kl. 14.00, hvor Amager VK besøger Stadionhal 1, i en kamp der tæller med i både Volleyligaen og Øresundsligaen.
Bak op om vores sponsorer,
de bakker op om os

TimeGruppen

OK

HVSSikring

KT Tape

Joma

Grey//Matter

Cortex

Quality Wine

Allerød Fysioterapi

Ishøj Mekaniske