Fredag . 18. marts spillede Brøndby Volleyball Klubs kvinder sig i årets DM-finale, ved i den tredje play off kamp at besejre Lyngby Volley 3-1. Brøndby er i play off pulje med Lyngby Volley og Elite Volley Aarhus og da det i de første kampe for 14 dage siden var blevet til to 3-0 sejre, sikrede fredagens sejr finaledeltagelsen. Dermed blev lørdagens kamp mod Elite Volley Aarhus uden betydning for os og kampen og der blev derfor også stillet op lidt anderledes end normalt. Alligevel blev det til en sikker 3-0 sejr.

Lyngby er med fire stærke Amerikanere i startopstillingen absolut et slagstærkt hold og en af våbnene mod dem er derfor at lave et højt servepres mod dem, som forhindrer dem i at benytte deres to effektive centerangribere. Det lykkedes til fulde for os, da Julie Mikaelsen gik til serv ved stillingen 2-2. Hun lagde ud med tre serveesser og først da hun på sin syvende serv lavede en servefejl, blev Lyngby sluppet ud af hendes jerngreb, som havde bragt os på 8-2. Pigerne fortsatte med stabilt spil frem til sættets afslutning på 25-17, godt sat i gang af Deme Morales perfekte modtagninger. Lyngby havde valgt at serve uden om libero Rikke Larsen, som ellers er ligaens mest modtagende spiller og lørdag rundede 300 servemodtagninger i årets turnering. At de så havde valgt i stedet at serve på Deme Morales, var måske ikke det bedste valg, da hun sagtens kunne have valgt en libero karriere, hvis ikke hendes effektivitet i angrebet er så høj, som den nu en gang er.

Vi fortsatte med det højes servepres i andet sæt. Til trods for dette fulgte Lyngby pænt med til 7-7, men så stod Eva Bang, Trine Kjelstrup og Paulina Hougaard-Jensen for henholdsvis tre, fire og fire server, som bragte os i en komfortabel føring på 18-10 og da Trine Kjelstrup og Deme i slutningen af sættet var nærmest ustoppelige, kunne vi tage endnu et sæt hjem med 25-17.

Om vi efter de to overbevisende sæt begyndte at slappe lidt af, skal være usagt, men faktum er, at modtagningen begyndte at svigte. Lyngby lagde ekstra power i serven og det gav bonus til trods for at det også kostede dem seks servefejl i dette sæt. Vi formåede ikke at udnytte den mulighed servefejlene gav os, da angriberne slet ikke levede op til deres ellers så høje standard. Ikke færre end syv gange endte et smash i nettet eller ude af banen og det gør man ikke ustraffet, så Lyngby tog sættet med 25-20.

Havde vi taget for let på tingene i tredje sæt, var der til gengæld ingen tvivl om at spillerne i fjerde sæt anstrengte sig til fulde for at vise, at det var dem der skulle videre til finalen. Lyngby blev udsat for et veritabelt stormvejr i dette sæt. I Paulinas serv gik vi til 5-1 og i rotationen efter var det endnu en gang Julie Mikaelsen, som med en yderst effektiv servestime lagde grunden for en forrygende periode, som bragte os på 13-2. Trine vandt samtlige sine angreb og Deme Morales fulgte godt efter, mens vores to centerspillere Paulina og Dominique Thompson fyldte godt op i blokaderne. Lyngbyspillet blev pillet totalt fra hinanden og vi kunne tage sætte med de knusende cifre 25-6, hvorved vi var sikret en plads i DM-finalen uanset hvad resultatet af lørdagens kamp ville være.

Om lørdagen blev der lagt ud med Cecilie Køllner Osen og Daria Wozniak på de to kantpladser, hvilket de kvitterede for på bedste vis. Daria vandt således de tre angreb hun havde og Cecilie stemplede ind med to point til kontoen undervej i sættet. Det skadesplagede hold fra den jyske hovedstad kæmpede godt og vi kom på ingen måde let til tingene og et pænt forspring på 17-9 så ud til at blive bragt i fare, da Aarhuspigerne på tre rotationer bragte sig faretruende tæt på, da de minimerede vores forspring til 20-18. Vi havde dog det nødvendige overskud og trak igen fra til sættets afslutning på 25-21.

Undervejs i første sæt var Sigrid sat ind på hæverpladsen og Terese Ammundsen havde erstattet Paulina. De to fortsatte nu i andet sæt, mens opstillingen ellers var uændret. Vi trak igen fra og undervejs blev der skiftet kraftigt ud i bestræbelserne på at benytte hele truppen. De indskiftede spillere faldt hurtigt ind i rytmen og vi kunne tage sættet med 25-16.

Også i tredje sæt blev hele truppen sat i spil. Således blev der ved 13-8 foretaget hele fire udskiftninger og senere i sættet yderligere to udskiftninger. Udskiftninger der ud over at give spilletid til alle, også havde til formål at se hvordan holdet fungerede under kraftige omjusteringer. Holdet klarede den store "gennemtræk" på banen og sættet og dermed sejren kunne tages hjem med 25-17.

Hvem vi skal møde i finalen, afgøres i Påskedagene, hvor den anden play off puljes piller deres anden runde. Alt tyder på at det bliver Holte IF, som lagde ud med to 3-0 sejre mod Amager VK og Team Køge i deres første runde.

Finalen spilles over to kampe, som allerede er fastlagt. D. 9. april spilles første finale hos Marienlyst i Odense og d. 16. april spilles anden finale i Gentofte. Skulle det blive en sejr til hver af finaledeltagerne, afgøres mesterskabet i et "golden sæt" til 25 point, som startes ti minutter efter anden kamp.
Bak op om vores sponsorer,
de bakker op om os

TimeGruppen

OK

HVSSikring

KT Tape

Joma

Grey//Matter

Cortex

Quality Wine

Allerød Fysioterapi

Ishøj Mekaniske