151004 Amager BVK Daria Wozniiak profilDet var et Team Køge hold der kæmper for muligheden for deltagelse i medaljeslutspillet, som Brøndby Volleyball Klubs Volleyliga damer besøgte lørdag d. 13. februar og selv om det blev til en 3-0 sejr til Brøndby, havde Team Køge holdet stor ære for deres fightervilje i kampens første halvdel, hvorefter det gik helt galt for det unge mandskab.

Til kampen stillede vi noget anderledes op end normalt. Deme Morales fik lov at blive på bænken på nær enkelte indhop på baglinien og det blev også kun til en kort optræden på syv bolde til Paulina Hougaard-Jensen. Hun var samme morgen vendt tilbage fra en uges ophold i USA, hvor hun skulle se på de to college der i øjeblikket er inde i billedet til hendes volley fremtid. En fremtid, som først bliver afgjort om et par uger. Det blev således Daria Wozniak og Terese Ammundsen der fik valg til startopstillingen og de levede fuldt ud op til tilliden med to solide præstationer.

Team Køge pressede godt i starten af kampen og opnåede en 10-6 føring, som de holdt frem til 16-16. Det blev også til en beskeden føring ved 20-19, hvor vi i Julie Mikaelsens serv rykkede til 22-20 og kort efter kunne tage sættet 25-22.

151004 Amager BVK Libero Rikke Larsen i forsvarsaktionOgså i andet sæt lagde Team Køge godt ud. På gode server og et par effektive blokader blev det til en 5-0 føring før vi kom til fadet. Team Køge føringen holdt frem til 7-4, hvor Terese gik til serv og leverede en servestime der bragte os på en 10-7 føring, godt hjulpet på vej af gode blokader fra Dominique Thompson og en række effektive angreb på højrekanten af Julie. Fra det tidspunkt var det småt med team Køges point. En godt spillende libero, Rikke Larsen, som også fik TimeGruppen prisen som bedste spiller, sørgede for med gode servemodtagninger, at give hæver Eva Bang mulighed for at benytte sine angribere efter behag og vi gik dermed støt og roligt frem mod sættets afslutning på 25-18.

Sættet bød på debut til Cecilie Køllner Olsen, som har været langtidsskadet, siden sommerperioden, hvor hun sammen med Eva udgjorde halvdelen af beachvolleylandsholdet og også blev dansk mester i sandet. En revnet menisk er blevet helet gennem et succesrigt behandlingsforløb hos klubbens fysioterapeut Morten Hasselbalch fra Allerød Fysioterapi, så hun nu er i stand til at træde aktivt ind i truppen.

151004 Amager BVK Terese Ammundsen servI tredje sæt satte pigerne sig fuldstændigt på begivenhederne. Daria lagde ud med en effektiv servestime til stillingen 8-0 og stod også for flere pointgivende angreb da hun kom frem til nettet. Ligeledes var Trine Kjelstrup og Julie effektive i angrebet og Terese pillede med nogle gode blokader pynten af Team Køges angreb. Fem gange lykkedes det Team Køge at vinde bolden, men hver gang vandt vi bolden tilbage og med 25-5 blev det sæsonens mest overbevisende sætsejr.

Det var vigtigt, at vi ikke afgav sæt, da sætscoren i sidste ende kan vise sig afgørende når det skal afgøres hvem der vinder grundspillet, som vi stadig topper.

På onsdag tager vi til svenske Svedala, for at spille topkamp i Øresundsligaen. Vi har med to runder tilbage, allerede sikret os Øresundsmesterskabet, men spillerne vil selvfølgelig gøre deres yderste for at gå ubesejrede gennem rækken. Herefter sluttes Volleyligaens grundspil af med tre hjemmekampe på en uge, når dørene i Stadionhal 1 åbnes for opgør med DHV Odense, lørdag d. 20. februar kl. 14.00, kampen der sandsynligvis vil afgøre de to toppladser i ligaen mod Holte IF fredag d. 26. februar kl. 18.00 og grundspillets sidste kamp dagen efter kl. 14.00 mod Fortuna Odense.
Bak op om vores sponsorer,
de bakker op om os

TimeGruppen

OK

HVSSikring

KT Tape

Joma

Grey//Matter

Cortex

Quality Wine

Allerød Fysioterapi

Ishøj Mekaniske