PaulinaEva01
Brøndby Volleyball Klub og Holte IF havde som de eneste hold i Volleyligaen for damer, klaret sig gennem årets tre første runder ubesejrede og uden sættab. Søndag d. 8. november var så dagen hvor det skulle afgøres hvilket hold der kunne forlade Ny Holtehal og stadig være ubesejret. Efter en flot, spændende og velspillet kamp blev det Brøndby VK der med en 3-1 sejr indtager førerpositionen.

Fra start var det tydeligt at det var topholdene der var på banen. Der blev fra begge sider vist godt angrebsvolley, men lige så godt og blændende forsvar, resulterede i lange spektakulære dueller. Holte bragte sig flere gange i front med to til fire point, men vores piger fik hentet ind og fik nogle små føringer midt i sættet. Nogle uprovokerede fejl gav igen Holte overtaget og de gik i Amalie Owies serv fra 20-17 til 23-17. En føring som vi ikke magtede at gøre noget ved, så Holte tog sættet 25-19.

I andet sæt begyndte vores blokader at fungere. Seks point på blokader blev det i sættet og især var Paulina Hougaard-Jensen, som fik TimeGruppen prisen som bedste spiller, fuldstændig outstanding. I løbet af kampen formåede hun ikke færre end 16 gange at forhindre Holtes angreb i at passere nettet og hele ni af disse blev direkte pointgivende. Til trods for dette var det Holte der havde en lille føring frem til 10-10, hvor blandt andet et servees af Eva Bang var med til at give os et hul til 14-10. Holte bed stadig sig og pigerne havde svært ved at få de ellers så gode angreb i gulvet. Dog havde Holte svært ved at få styr på Trine Kjelstrups powerfulde smash og det var kraftigt medvirkende til at vi kunne tage sættet med 25-22.

Det gode spil fortsatte i tredje sæt. Stadig med gode blokader af Paulina og med Trine i en dominerende rolle i angrebet, hvor hun også blev kampens topscorer med 19 point. Libero Rikke Larsen stod for langt hovedparten af modtagningerne og hvis det var Holtes taktik at prøve at køre hende træt, havde det ikke den ønskede effekt. Tværtimod blev hun som kampen skred frem, bedre og bedre. Det afgørende ryk fik vi i Julie Mikaelsens serv, hvor vi gik fra 18-15 til 21-15. En føring der holdt frem til 25-21.

I fjerde sæt virkede det som om Holte valgte at fravige deres servetaktik og i stedet forsøge sig på Deme Morales. Hun havde haft et par kiks i tredje sæt, men nu var hun som sædvanlig sikkerheden selv og den altid godt kæmpende spiller havde også i angrebet sit bedste sæt. På hendes sidste nettur i kampen havde hun således stor andel i at hun og holdet kunne gå fra 14-13 til 21-15. Herefter kom Trine frem til nettet og hun fortsatte de gode takter og eksekverede således de tre sidste angreb frem til sejren med de overbevisende cifre 25-17.

Kampen var starten på en travl uge, hvor Brøndby har tre kampe på fem dage. Mandagen skal således bruges på en let træning, inden der igen er topkamp tirsdag. Denne gang i Øresundsligaen, hvor vi er ubesejret og skal møde det andet ubesejrede hold i ligaen, de svenske mestre fra Engelholm. Onsdag vil der så være fridag inden der igen er Volleyligakamp, når vi på hjemmebanen i Stadionhal 1 tager imod Team Køge torsdag kl. 19.30.
Bak op om vores sponsorer,
de bakker op om os

TimeGruppen

OK

HVSSikring

KT Tape

Joma

Grey//Matter

Cortex

Quality Wine

Allerød Fysioterapi

Ishøj Mekaniske