Lørdag d. 17. oktober drog Brøndbys Volleyligadamer til det jyske, for at spille mod Elite Volley Aarhus. På forhånd var Vestegnspigerne udråbt til favorit og det blev da også til en 3-0 sejr om end spillet ikke levede op til hvad man kunne ønske sig.

Generelt kan man sige om kampen, at angrebet ikke var helt på toppen og der var også nogle organisatoriske problemer i forsvaret, som ellers fungerede rigtigt godt da holdet for nyligt vandt deres kamp over Gislaved i OresundLigaen. Til gengæld fortjener Deme Morales og libero, Rikke Larsen, som fik TimeGruppen prisen som bedste spiller, stor ros. Deres eminente evner i forsvaret sørgede for at vi til trods for den svingende kvalitet i angrebet, sad rimeligt sikkert på kampen. Også bedre server end normalt gjorde deres udslag. Med et godt servepres blev præsteret otte serveesser gennem kampen uden at dette gav anledning til et højt antal servefejl.

RikkeLarsen01Det var da også to serveesser fra Eva Bangs side der bragte Brøndby i front fra start og det blev til et ganske pænt forspring inden Aarhus kom ind i kampen. Fem pointgivende blokader, sørgede for at Brøndby holdt forspringet. Tre af dem blev præsteret af Deme, som er holdets mindste spiller, men som til gengæld har en springkraft der ligger langt over gennemsnittet. Uden at imponere kunne vi tage sættet med 25-21.

I andet sæt var det igen serverne der fik stor betydning. Der var dog ingen esser i dette sæt, men blandt andet formåede anfører Eva Bang på tre gange i servefeltet at presse sine ni server så meget, at seks af dem kun med nød og næppe kunne holdes i spil af Aarhus, som så til gengæld måtte sende forholdsvis effektløse angreb over nettet. Det gjorde det let for pigerne at komme til modangreb, så støt og roligt blev der trukket fra indtil Brøndby gevinst på 25-20.

RikkeLarsen02I tredje sæt fik Aarhus langt bedre styr på modtagningerne og fortjener en stor ros for en god fight, som konstant hold os under pres. Selv om dette sæt var vores angrebsmæssigt bedste, var det svært at få et afgørende ryk, men igen sørgede et godt forsvar for at der ikke for alvor blev problemer og sættet og dermed også kampen kunne tages med 25-22. Dermed er vi et af de tre hold der er ubesejrede i ligaen. De to andre er Holte IF og Team Køge.

Vi har nu en pause i programmet, da den kommende runde er afsat til pokalkampe, men da vi som regerende mester og pokalmester er seedet, træder vi først ind i turneringen i den efterfølgende runde. Vi skal således frem til lørdag d. 31. oktober, før holdet spiller sin næste kamp, kl. 14.00 på hjemmebane i Stadionhal 1, men det er så til gengæld en kamp mod sidste års sølvvindere fra Lyngby.
Bak op om vores sponsorer,
de bakker op om os

TimeGruppen

OK

HVSSikring

KT Tape

Joma

Grey//Matter

Cortex

Quality Wine

Allerød Fysioterapi

Ishøj Mekaniske