Brøndby Volleyball Klub har i lang tid været sikret direkte adgang til semifinalen om Danmarksmesterskabet, idet denne ret tilfalder de to øverst placerede hold i Volleyligaen, mens nr. 3-6 skal gennem en kvartfinalerunde, hvor nr. 3 spiller mod nr. 6 og nr. 4 spiller mod nr. 5. Der var dog stadig førstepladsen at spille for, da vi i sidste runde skulle spille mod Frederiksberg Volley, idet topplaceringen giver hjemmebanefordel i første, tredje og en evt. afgørende femte kamp i både semifinale og finale. For at opnå denne status, skulle vi bare have ét point mere ind på kontoen. Dette krævede ikke en gang en sejr, men kun en begrænsning af et evt. nederlag til 2-3, da holdene ved denne stilling tildeles henholdsvis et og to point.

Frederiksberg havde for deres vedkommende en fjerdeplads at spille for, da det ville give hjemmebanefordel i en afgørende kvartfinalekamp mod Lyngby Volley, hvis vel at mærke Lyngby samme dag led nederlag til Holte IF.

Frederiksberg lagde ud med en chockstart, da de i den tidligere brøndbyspiller Liv Magnussens serv kom foran 5-0. Vi fik dog sundet os og fik indhentet det tabte og formåede også at bringe os foran 12-9, Det lod dog ikke til at ryste Frederiksberg, som i tidligere kampe har haft stor succes med at lægge et stort servepres på os. I en anden tidligere brøndbyspiller, Stine Bleegs serv indhentede de det meste af det tabte og begrænsede vores føring til ét point ved 17-16. De to hold fulgtes herefter ad, indtil vi fik sætbold ved 24-22. Frederiksberg overlevede denne og desværre for os, var der nu forløbet en hel serverunde og det var igen Stine Bleeg der stod i Frederiksbergs servefelt. Hun lod sig ikke gå på af at der var sætbold, men placerede med kirurgisk præcision sine server hvor de gjorde ondt på os og servede dermed sættet hjem til Frederiksberg med 26-24.

I andet sæt fulgtes de to hold ad indtil 21-21. Ingen af holdene havde indtil da haft føringer på mere end to point, men ved denne stilling var det igen Stine Bleeg der tog sagen i egen hånd. Hun slog igen vores modtagning i stykker og sikrede Frederiksberg sættet med 25-21.

Det så nu ikke så lovende ud med vores mål om at sikre os minimum det ene nødvendige point. En af årsagerne skal nok findes i det faktum, at Simone Asque var ramt af høj feber og derfor ikke var i stand til at præstere på sit sædvanlige høje niveau. En anden og nok endnu vigtigere faktor var Frederiksbergs gode server, med Stine Bleeg i en klasse over sine holdkammerater. At vi også har en fantastisk server på holdet, blev med al tydelighed demonstreret i tredje sæt. Efter en jævnbyrdig start på sættet, havde Frederiksberg igen rykket i Stines serv. De var gået fra 11-11 til 16-11 og et nederlag til os var stærkt truende. Frederiksberg øgede yderligere og nåede frem til matchbold ved den overbevisende stilling 24-17. Vi overlevede denne og heldigvis var det nu serbiske Mirjana Duric der skulle serve. Mirjana fører suverænt volleyforbundets officielle servestatistik og har da også under sin tidligere landsholdsdeltagelse for det serbiske ungdomslandshold været kåret som bedste server ved EM. Hendes store internationale rutine, som hun har opnået gennem spil i ikke mindre end seks forskellige landes ligaer, fornægtede sig ikke. Hun fyrede den ene springserv af efter den anden og Frederiksberg formåede ikke at udnytte deres syv matchbolde. Mirjana bragte sine holdkammerater på 24-24 før Frederiksberg vandt serveretten tilbage og fik en ottende matchbold ved stillingen 25-24. Også denne overlevede vi og tog herefter i Trine Kjelstrups serv de resterende point til sætsejr 27-25.

Håbet om kamppoint levede stadig for os. Tilsyneladende havde de mange spildte matchbolde rystet Frederiksberg og Brøndbypigerne sprudlede nu af fornyet energi. Kampen antog en fuldstændig ny karakter og på blandt andet fantastisk centerspil af Amanda Anderson og Michelle Osunbor, hvoraf sidstnævnte stod for ikke mindre end 17 point gennem kampen, hvilket er højt for en centerspiller når modtagningen ikke var bedre end den var. En præstation der da også gav hende TimeGruppens pris for bedste spiller. Vi sad fuldstændigt på sættet og havde især store ryk i Amanda og Eva Bangs serv. Frederiksberg var som lammet og vi tog sættet med de utrolige cifre 25-7.

Det nødvendige point var nu hjemme og vi var sikret førstepladsen i ligaen, men alligevel er der også æren at spille for. Brøndbypigerne gik selvfølgelig også efter den endelige sejr, men Frederiksberg, som stadig havde fjerdepladsen at gå efter, havde fået sundet sig i pausen inden femte sæt og de lagde ud med en 4-0 føring, som hold hjem til slutcifrene 15-12.

Efterfølgende viste det sig, at Lyngby noget overraskende havde slået ligaens nr. 2 Holte IF, så uanset udfaldet af Brøndby-Frederiksberg kampen, ville vi alligevel have taget førstepladsen og Frederiksbergs point på kontoen viste sig ligeledes at være uden betydning for slutstillingen.

Vi er nu sikret en semifinaleplads, hvor vi skal møde vinderen af netop Frederiksberg og Lyngby. Den første af de fem semifinalekampe vil blive livetransmitteret på Kanal Sport, når den spilles på hjemmebanen i Stadionhal 1, torsdag d. 6. marts kl. 18.00. Vi håber på rigtig mange tilskuere til denne kamp.

Bak op om vores sponsorer,
de bakker op om os

TimeGruppen

OK

HVSSikring

KT Tape

Joma

Grey//Matter

Cortex

Quality Wine

Allerød Fysioterapi

Ishøj Mekaniske