Det var top mod bund Brøndbys Volleyligahold i weekenden besøgte Kildeskovhallen. Gentofte Volley er endnu uden sejre i ligaen og vores damer ligger helt i top, med kun et enkelt nederlag. Efter en noget uengageret start, hvor pigerne havde lidt svært ved at komme op i gear, blev der strammet op og de spillede en 3-0 sejr i hus.

Til kampen havde tre af holdets yngste spillere fået fri, så de i stedet kunne deltage i det DM-kvalificerende DU21-stævne, Elitetræf. Volleyligaholdet måtte derfor se bort fra de tre ungdomslandsholdsspillere, libero Stephanie Dahl, centerangriber Paulina Hougaard og hæver Ida Lambach, som i stedet var med til at sikre os en andenplads i det kvalificerende stævne.

I startopstillingen var der derfor blevet plads til Mathilde Romanowski på liberopladsen. Hun er vendt tilbage til holdet efter en pause og skulle lige bruge lidt tid til at kaste "comeback-nerverne" af sig, men efter en noget svingende start, fik hun sluttet ganske pænt af. Jens Bang havde valgt at se bort fra Simone Asque i startopstillingen, da hun stadig er på et spareprogram efter en tidligere skade. Det vil være vigtigt at hun kan være fuldstændig klar til slutspillet.

Gentofte lagde bedst ud og fik hurtigt en kneben føring, som holdt frem til stillingen 19-19. Ved 17-19 havde Jens valgt at sætte Simone på banen og hun fik tilført holdet noget mere energi og da Mathilde, som var startet lidt tøvende, nu havde styr på modtagningerne, fik hæver Eva Bang sat centerspillet i gang. Især Amanda Andersson, som også fik TimeGruppen prisen som bedste spiller, udmærkede sig på denne position. Vi trak fra og tog sættet med knebne 25-23.

Fra starten af andet sæt var der betydelig mere fokus fra vores spilleres side. Sat i gang af en imponerende servestime indeholdende fire serveesser, lagdeTrine Kjelstrup grunden til en 10-0 føring. Denne føring blev i Evas serv udvidet til 17-2 og den store afstand blev fastholdt indtil sætsejr på 25-10.

Gentofte fik lidt bedre styr på spillet i tredje sæt, men ikke mere, end at vi kunne gå i front fra start og støt og roligt øge frem mod slutcifrene 25-18.

Med to runder tilbage i grundspillet, er vi nu sikret en semifinaleplads. Nr. 1 og 2 i grundspillet går direkte til semifinalerne, mens nr. 3 spiller mod nr. 6 og 4 mod 5 om de to resterende semifinalepladser. I de to restende runder er opgaven at fastholde førstepladsen, da det vil give en på papiret lettere modstander, samt i semifinalen, som spilles bedst af fem kampe, give hjemmebanefordel i 1., 3. og en evt. afgørende 5. kamp. Den næste svære opgave bliver på lørdag d. 8/2, når Volleyligaens nummer tre, Lyngby Volley besøger Stadionhal 1 kl. 14.00. Det er netop Lyngby vi har haft nederlag til i ligaen, så der er ingen tvivl om at pigerne ønsker revanche. Lyngby har brug for point for at fastholde tredjepladsen, så der hersker ikke tvivl om at der vil blive kæmpet godt på begge sider af nettet.

Bak op om vores sponsorer,
de bakker op om os

TimeGruppen

OK

HVSSikring

KT Tape

Joma

Grey//Matter

Cortex

Quality Wine

Allerød Fysioterapi

Ishøj Mekaniske